Formandens beretning den 4. februar 2016
Mejdal-Halgård Gymnastik forening
Formandens beretning den 4. februar 2016
I Mejdal-Halgård Gymnastik forening satser vi på bredde idrætten, vi ønsker at være en forening hvor der er plads til alle uanset alder, køn og niveau. Det ser ud til at lykkes, når man ser, hvordan vores 70 frivillige instruktører og hjælpeinstruktører, hver uge og på hver sin måde, har succes med at skabe et positivt fællesskab omkring gymnastik, motion og bevægelse i Mejdal-Halgård.
Det er en fornøjelse, at opleve, hvordan glæden ved at bevæge sig gives videre til vores næsten 800 medlemmer, der aldersmæssigt strækker sig fra 0 til 82 år
Året startede med en flot Forårsopvisning i Gråkjær Arena, med ikke mindre end 170 børn på gulvet fra Mejdal-Halgård, der alle fik en oplevelse for livet med derfra.
Ugen efter satte vi punktum for sæson 2014/15 med et brag af en lokal opvisningsfest, hvor vi i bedste stil fik indviet vores nye hal i Halgård. Det var en skøn dag, fyldt med gode oplevelser, fyldt med smil og glade børn, fyldt med masser af gymnastik og god musik, og ikke mindst fyldt til bristepunktet med ikke mindre end 625 betalende gæster, blot en af mange ”rekorder” i 2015.
Efter påskeferien var vi klar til at byde vores første gymnaster i den nye hal velkommen – nemlig alle sommergymnasterne – og det var lige før, vi her druknede i vores egen succes, for der dukkede 80 gymnaster op! Men efter et par ekstra rekrutteringer og lidt alternativ tænkning endte det med at blive en succes.
Sæson 2015/16 blev planlagt i månederne op til sommerferien, og med de muligheder der fulgte med den nye hal, kunne vi skrive hele 26 hold i programmet, der bød på nyheder som Feminin fitness, Parkour og et Mejdal-Halgård MIX hold for gymnaster over 25. Også et Øvet spring mix hold blev oprettet i samarbejde med Tvis gymnastik forening.
Sommerferien sluttede med vores årlige gymnastikskole, hvor 100 børn, mødtes til 3 sjove gymnastikdage. Her var der cirkus, parkour, karate, stjerneløb og masser af gymnastik på programmet. Endnu engang et vellykket arrangement, der kun er muligt, takket være alle vores frivillige hjælpere der gang på gang stiller op og yder en formidabel indsats til glæde for alle vores børn og unge.
Vi var nu alle klar til at tage hul på en ny sæson, og knap var programmerne blevet omdelt, inden tilmeldingerne begyndte at strømme ind. I skrivende stund er vi 787 medlemmer, det er en fremgang på 80 medlemmer siden sidste år. De fleste hold er fyldt til bristepunktet, og uanset hvilket hold man træder ind på, får man en god følelse af fællesskab, energi og godt humør.
Vi kan nu se tilbage på en sæson, der har budt på udvikling og udfordringer. Med stor fokus på kursus aktiviteter er det lykkedes at videreuddanne rigtig mange af vores frivillige instruktører og hjælpere, for derigennem at sikre en høj kvalitet i foreningen. Men vi er også udfordret på manglende trænere, specielt til vores springhold. Samtidig er vi blevet klogere på hvad der virker og hvad der ikke virker i den nye hal, og den erfaring kan vi drage nytte af når næste sæsons program planlægning går i gang lige om lidt.
Jeg vil gerne rette en stor TAK til alle vores medlemmer, tak for opbakningen og den tillid i viser os når i sender jeres børn afsted, eller selv møder op til en time i selskab med en eller flere af vores mange dygtige instruktører. Uden jer var der ikke brug for os!
TAK til alle instruktører og hjælpere. Jeres indsats er langt større end den tid I tilbringer sammen med Jeres gymnaster. Der går masser af tid til forberedelse og andet, for at I kan levere alt det I gør – TAK for Jeres uvurderlige indsats og positive tilgang. Sidst men ikke mindst en KÆMPE tak til bestyrelsen, TAK for jeres måde at være på hver især og TAK for jeres indsats. Det er beundringsværdigt hvor mange timer af jeres fritid I bruger på at sikre at vi i Mejdal-Halgård har en velfungerende forening med tilfredse medlemmer og instruktører. En forening der udvikles og IKKE afvikles som man desværre oplever i mange andre lokalsamfund i dag.
Jeg glæder mig til, at vi sammen skal udvikle os til at rumme endnu flere af tidens unge, og være med til at give dem en naturlig lyst til at bevæge sig. Samtidig med at vi forhåbentlig giver dem nogle sunde vaner, de kan tage med sig videre i livet. Vi skal tænke utraditionelt og alternativt hvis det fortsat skal lykkedes os at konkurrere med den virtuelle verden. Det er hos os de møder kammeraterne og fællesskabet og de trygge rammer.
Med disse ord og tanker vil jeg slutte dette års beretning, og håbe på at jeg også er en del af holdet efter i aften
Laila Poulsgaard
Formand Gymnastikforeningen
